Cases
Baggrund
Som mange andre virksomheder anerkender Aalborg Portland A/S, at virksomhedens samlede
evne til at skabe resultater i høj grad afhænger i én ting: den menneskelige faktor.
En meget væsentlig forudsætning for, at alle medarbejdere yder en toppræstation,
er effekten af den samlede ledelsesmæssige kompetence. I en koncern som Aalborg
Portland Gruppen gælder dette på det strategiske, taktiske og operationelle plan.
Aalborg Portlands topledelse besluttede derfor i midten af 2001 at igangsætte to
vigtige udviklingsprojekter med det formål at kortlægge, synliggøre og udvikle Aalborg
Portland Gruppens kompetencer. Dette gælder for følgende to områder:
- Ledelsesmæssige kompetenceprofiler for henholdsvis topledelse, chefer og arbejdsledere.
- Synlige faglige og personlige kompetenceprofiler for alle.
Målet er at synliggøre og konkretisere behovet for kompetenceudvikling i koncernen.
Dette kræver et større koordineret forberedelsesarbejde som efterfølgende virker
som ramme for den decentralt forankrede udviklingsproces.
I perioden 2001-2002 har alle ledere i Aalborg Portland gennemgået en 360-graders
lederevaluering to gange med et års mellemrum, udarbejdet en personlig kompetenceudviklingsplan
og gennemført kompetenceudvikling på jobbet. Resultaterne af dette arbejde viser
forbedringer af den ledelsesmæssige kompetence på alle tre ledelsesniveauer.
Kvalificering af PU-samtalen gennem XPS
De faglige og personlige kompetenceprofiler synliggøres og udvikles i forbindelse
med den PU-samtale, som alle gennemfører mindst en gang årligt, og baseres på medarbejderens
og dennes nærmeste leders vurdering af nuværende og ønsket kompetenceniveau.
For at understøtte dette arbejde og sætte kompetenceudvikling ind i en strategisk
ramme bruger Aalborg Portland Xafirs XPS system. Grundlæggende får virksomheden
det, den fokuserer på. Hvis man vil realisere de overordnede mål og strategier,
må man derfor sikre, at der fokuseres på dette i personaleudviklingssamtalerne og
dermed i det daglige arbejde.
XPS systemet hjælper lederen og medarbejderen igennem en effektfuld proces omkring
udviklingssamtalen. Der er fokus på at synliggøre og bearbejde de parametre, der
er mest betydningsfulde for Aalborg Portlands overordnede mål. Det gælder primært
sammenhængene mellem kompetenceudvikling, personlige mål og resultater, vurdering
af potentiale og den enkeltes lønudvikling.
Herudover styrker XPS HR funktionens arbejde ved at skabe overblik over og give
vigtige informationer vedrørende kompetenceudvikling, mål- og resultatopfyldelse
for enkeltpersoner og organisatoriske enheder. Det giver HR mulighed for at få en
faktabaseret dialog med afdelingerne om udvikling. Uden dette overblik var vi nødt
til i højere grad at prioritere HRs indsats på baggrund af fornemmelser. Overblikket
giver også mulighed for at være mere proaktiv og opsøgende fra HRs side. Samtidig
kan vi gennem XPS synliggøre HRs værdi for organisationen.
For Aalborg Portland har det været vigtigt at vælge et system, der kan tilpasses
den proces, som vi har omkring vores PU-samtaler. På den måde kan vi holde fast
ved den proces, som vi har udviklet ud fra vores særlige situation. Endvidere er
det vigtigt, at XPS kan fremstå som et Aalborg Portland system overfor brugeren
(internt hedder det derfor ikke XPS!). Det har betydning for den generelle commitment
til systemet. Endelig er det afgørende, at systemet er enkelt, brugervenligt og
uproblematisk at bruge for både ledere/medarbejdere og HR funktionen.
Aalborg Portland deltager i den løbende udvikling af XPS systemet. Vi anser systemet
og processerne omkring det som et vigtigt element i vores HR-strategi. Systemet
kan ikke i sig selv skabe udvikling. Men det kan støtte og målrette den udvikling,
som igangsættes af vores dygtige ledere og af HR funktionen. Vi kan anbefale XPS
til andre, der ønsker at kvalificere personaleudviklingssamtalerne og skabe sammenhænge
mellem kompetenceudvikling, personlig resultat- og målopfølgning samt lønfastsættelsen.
Anders Thorup
Direktør
HR & Kommunikation
Aalborg Portland A/S